Jordemoder
Ved Jordemodercenter Thy-Mors er der ansat 17 jordemødre, som udover jordemoderkonsultationerne også har deres arbejde på fødegangen, Sygehus Thy-Mors, Thisted.

Jordemoderen er med til at sikre, at graviditeten bliver tryg og god for dig, dit barn og familien.

Jordemoderkonsultationerne

Der er fire jordemoderkonsultationer i vores del af regionen. De er opdelt i distrikter, og du bliver tilknyttet den konsultation, du bor nærmest ved.

Den enkelte jordemoder har et tæt samarbejde med den sundhedsplejerske, der dækker det samme distrikt.

Sundhedsplejersken deltager også i familie-/ fødselsforberedelsen, så du har mulighed for at træffe hende inden fødslen.

Ved jordemoderbesøgene

Jordemoderen følger dit helbred og dit barns trivsel og kan bistå med råd og vejledning, hvis du har behov for det. Hun kan vejlede dig om forskellige forhold som arbejdsmiljø, social- og økonomiske forhold eller samlivsproblemer. Hvis du har brug for støtte, kan hun henvise dig til arbejdsmedicinsk klinik, socialforvaltning eller andre instanser.

Vi tilstræber, at du går hos den samme jordemoder under hele graviditeten. Du må gerne tage en ledsager med.

Valg af fødested

Det er den praktiserende læge og jordemoderens opgave at vejlede dig om muligheder for valg af fødested.

Fødegangen på Sygehus Thy-Mors er en specialafdeling, hvor du kan føde fra omkring 34.-35. graviditetsuge. Alle former for fødsler kan foregå i afdelingen, dog ikke hvis du for eksempel har sukkersyge eller epilepsi.

Når fødslen går i gang, skal du kontakte vagthavende jordemoder på tlf. 96 17 60 00.

Vil du føde hjemme, er det jordemoderens og din praktiserende læges opgave at vejlede dig om, hvordan en hjemmefødsel finder sted. Der er visse krav, der skal være opfyldt, for at vi kan tilråde hjemmefødsel. Spørg din jordemoder, som også kan vejlede dig om øvrige muligheder.

Familie- /fødselsforberedelse

Alle vordende mødre og fædre bliver tilbudt at deltage i familieforberedelse. Sundhedsplejersken deltager en-to gange i forløbet. Der bliver også mulighed for at se fødegangen, familieafsnittet og barselsafdelingen. Spørg din jordemoder om flere oplysninger.

Åbent hus

Hvis ikke I går til fødselsforberedelse, kan I få lov at se fødegangen, der holder åbent hus den første lørdag i hver måned.

Ring til fødegangen for nærmere orientering og tilmelding - tlf. 96 17 61 50.

Hjælp til rygestop

Der er i Jordemodercenter Thy-Mors ansat en jordemoder som rygestop-instruktør. Hun afholder individuelle rygestopkurser for gravide og deres mænd. Kurserne afholdes på Thisted Jordemodercenter, tlf. 97 92 15 11.

Med venlig hilsen

Jordemødrene
Jordemodercenter Thy-Mors Thisted


Yderligere information