|
Praktikperioder: De studerende er i praktik på sygehuset gennem alle seks semestre, i tre korte perioder af en uges varighed og tre lange perioder af syv ugers varighed.
Bachelor-projekt: Fysioterapien kan fungere som klinisk undervisningssted i 7. semester under den studerendes udarbejdelse af et bachelorprojekt. |
 |
Antal: Fysioterapien på Sygehus Thy-Mors har som regel tre studerende ad gangen.
Faciliteter
Fysioterapien bor i en bygning for sig selv lige over for sygehuset. I kælderen har Ergoterapien lokaler:
- 2 træningssale
- 9 behandlingsrum med forhæng
- 2 enebehandlingsrum
- De studerende har eget kontor med PC
- Elektronisk Patientjournal anvendes på hele sygehuset
Arbejdsområde: Fysioterapeutens arbejdsområde indebærer undersøgelse, behandling og genoptræning af såvel indlagte som ambulante patienter på sengeafdelingen, i terapiafdelingen, individuelt og på hold, enkelte hjemmebehandlinger/ hjemmebesøg.
Overordnet mål med praktik
I tilrettelæggelsen af den kliniske undervisning tages der udgangspunkt i den enkelte praktiks hensigter og mål. Overordnet har den kliniske undervisning som mål at skabe sammenhæng mellem teoretisk og praktisk kundskab og derved sikre professionsbasering og praksisnærhed.
Den kliniske del af uddannelsen tilrettelægges med progression fra det observerende til det reflekterende og selvstændigt udøvende i forbindelse med træning af grundlæggende kompetencer indenfor:
- sundhedsfremme
- sygdomsforebyggelse
- behandling
- habilitering og rehabilitering
Den kliniske undervisning skal tillige bidrage til socialisering og læring af professionens værdier og normer, så den studerende gennem uddannelsen udvikler en professionel holdning og adfærd.
Indhold i den kliniske undervisning:
I tre praktikker (P1-3) af en uges varighed: Her får den studerende et billede af det fysioterapeutiske arbejdsområde. Det opnår den studerende bl.a. ved at følge med en uddannet fysioterapeut i det daglige arbejde. Den studerende får begyndende erfaring med den fysioterapeutiske undersøgelsesproces og behandling ved at arbejde med ”egen” patient, i P1 og P2 arbejder de studerende to og to sammen, og i P3 selvstændigt. Ud fra patientkontakterne bliver der i fællesskab arbejdet med den enkelte praktiks fokus områder.
4., 5., og 6. praktik: Her arbejder den studerende gradvist mere selvstændigt med patientundersøgelse og – behandling. Der stilles gradvist større krav til:
- faglig refleksion
- tværfaglighed
- kommunikation mundtlig såvel som skriftlig
Sygehuset anvender kun elektronisk patientjournal og registrering, og de studerende bliver som noget af det første i de lange praktikker undervist i brugen af dette.
Der er 2 undervisningstimer pr. uge i P4-6. Her tages faglige emner af fælles interesse op, evt. patientdemonstrationer. De studerende og klinisk underviser har fælles ansvar for valg af emne og for undervisning, der kan evt. trækkes på afdelingens øvrige fysioterapeuter.
Vejledning: Klinisk underviser afsætter 1 time ugentlig pr. studerende til gennemgang af den studerendes patienter, til generel feed-back og til gennemgang af de skriftlige afleveringer. Her kan også andre forhold i praktikken tages op.
De 3 lange praktik forløb afsluttes hver især med en intern prøve på det kliniske undervisningssted, hvor af prøverne i P4 og P5 vurderes bestået, ikke bestået og den sidste prøve i P6, klinisk eksamen, vurderes ud fra 13-skalaen.
Klinisk underviser
Den kliniske undervisers arbejdsopgaver har såvel et fagligt som pædagogisk indhold. Der arbejdes med forskellige pædagogiske metoder i undervisningen f.eks. instruktion, demonstration, rådgivning, vejledning og supervision. Valget af metode afhænger dels af undervisningens karakter og dels af den studerendes forudsætninger.
Den studerendes samlede kliniske undervisningsforløb bør være tilrettelagt med så stor bredde og variation som muligt under de givne rammer.
Afdelingens hverdag:
Under et praktik ophold på sygehuset deltager de studerende i pauser, relevante møder såvel monofaglige som tværfaglige samt i intern undervisning.
Klinisk vejleder:
Lene Visholm - tlf. 96 17 61 45 - e-mail: lvm@rn.dk
Gudrun Andersen (vikar)
Flere oplysninger:
Du kan hente flere oplysninger om selve fysioterapeut-uddannelsen på CVU Vita i Holstebro.
Præsentation af Fysio- og Ergoterapien på Sygehus Thy-Mors.